12.000 tanker i timen!
Den 5. nov 2007 af Pete Andersen (læst 2,296 gange)
Studier har vist at vi, indeni os selv, bearbejder informationer i et hæsblæsende tempo svarende til mere end 12.000 ord i timen!
Det svarer til, at selv hvis du sidder i et kontorlandskab med 50 kollegaer, der hele tiden taler i munden på hinanden, så taler du alligevel mere til dig selv end alle de andre tilsammen. Men hvad nu hvis nogle af disse tanker ikke er i dit favør?
Hvad nu hvis nogle af dem ligefrem handler om at nedgøre dig selv, dit arbejde, den partner du har valgt eller dit liv generelt, ville det så ikke være hensigtsmæssigt hurtigst muligt at opdage og ændre dem?
Måske tænker du »hvorfor dog det, det er jo bare tanker, og tanker er toldfrie«. Men hvordan ville du have det hvis 50 personer, på samme tid, stod meget meget tæt på dig og talte lige ind i hovedet på dig om hvor dårlig du er til visse ting? Ikke særlig godt vel…
Eksempler på negative tanker:
Det kan jeg da ikke finde ud af, gud hvor er jeg dårlig til at …., der er aldrig nogen der vælger mig, hvorfor er hun altid så tarvelig, hvor ser jeg dog ud, øv bare mine børn ikke var så sjuskede, jeg hader min krop, jeg kan ikke finde ud af noget som helst…
Eksempler på positive tanker:
Yes det er lige mig, wauw sikken et flot hår jeg har, jeg er bare god til det her, hvor er jeg glad for at han elsker mig, det er skønt at opleve at tingene virker, uhm det føles rigtig godt, jeg er noget værd for dem, hvor er de skønne, tak for det hvor er du sød…
Nu er det måske lidt for meget at insinuere, at alle ens tanker er negative, men hvorfor ikke lade det komme an på en prøve? Her er en lille øvelse du kan lave for dig selv (lad være med at sætte andre på den før du selv har oplevet den)…
Aktion:
1. Tag et almindeligt stykke papir, tegn en streg ned igennem midten, og i øverste venstre hjørne skriver du »Negativ« og øverste højre hjørne skriver du »Positiv«. Så er du klar.
2. Så tit du kommer i tanke om det i løbet af dagen, stop op og læg mærke til hvad du tænker på netop i det øjeblik. Hvis tanken er negativ så skriv den i venstre side på papiret. Hvis tanken er positiv så skriv den i højre side.
3. Sædvanligvis kan man allerede ved middagstid begynde at se hvor det bærer hen. Men senest ved aftenstid skal du kigge på dit papir og tælle om der er flest af de negative eller de positive.
OBS: En del negative tanker kan ændres til en positiv blot ved at tilføje »endnu« i slutningen.
Det kan jeg ikke finde ud af ENDNU, jeg kan ikke ændre mit liv ENDNU, jeg er ikke god til at synge ENDNU, jeg kan ikke have et vedvarende forhold ENDNU, jeg er ikke så god til computere ENDNU osv. osv.
Relaterede indlæg:
- -


