Lytte til sig selv, mærke efter, gå efter mavefornemmelsen, sætte sine grænser, kunne sige nej, spørge sit indre barn – ja, kært barn har mange navne.
Alle som én handler disse udsagn om at være tro mod sig selv og sine grænser, ikke at lade sig tyrannisere og diktere af andre omkring hvad man skal gøre, og hvornår.
Og ni ud af ti selvhjælpsbøger på markedet i øjeblikket, giver os lige netop deres opskrift på, hvordan man så når derhen. Alt sammen rigtigt og vigtigt at kunne, især for de af os, der lider af konfliktskyhed og behagesyge. Og for os som bare ikke kan holde tanken ud om, at der går nogen rundt i verden, og ikke lige synes man er verdens mest fantastiske menneske.
Så for alle os, der bedst kan lide at være gode venner med de fleste, er det virkelig en åbenbaring, at finde ud af, at verden ikke braser sammen, når man siger nej til, at være i festudvalget, arbejde ekstra i weekenden, eller til at være den, der kradser penge ind til gavekassen. Eller når man, måske for første gang i sit liv, får sagt “selv dovendyr” tilbage til chefens udgydelser.
Der er bare en lille hage ved åbenbaringen, har jeg opdaget, nemlig at det er stærkt vanedannende. Dvs. at når man så endelig har fået lært det der med at sige fra og lytte til sig selv, så bliver man hurtigt så god til til det, at man simpelthen ikke kan stoppe igen.
Man kan komme til, ved et uheld selvfølgelig, simpelthen at erstatte det med det man gjorde før, for nu skal der altså andre boller på suppen og man skal aldrig mere trækkes ved næsen rundt i manegen. Og hvad sker der så lige ved det? Jo, så bliver vi forvandlet til navlepillende, egoistiske og selvsmagende mennesker, der er ulidelige at være sammen med.
Hensigten var jo fra starten god nok; vi skal opføre os bedre mod os selv. Vi skal lade lyst og glæde være drivkraften i vores liv, men det betyder jo ikke, at vi samtidig skal udvikle os til dumme svin overfor andre. Og hemmeligheden er, ikke den store “Secret”, bare en af de små; at man faktisk godt kan praktisere begge dele på samme tid.
En vigtig ting som jeg ofte synes, at de velmenende selvhjælpsbøger springer let hen over. Måske de tager de det som en selvfølge, at evnen til at lytte og tage hensyn til andre forbliver intakt, jeg ved det ikke, men jeg har mødt mennesker, der læser bøgerne som en brugsanvisning, og som tror at det ene udelukker det andet.
Så som svar på spørgsmålet – Jo man kan godt lytte til sig selv og samtidig lytte til andre. Måske ikke lige i selv samme sekund, men i en fortløbende dialog med alle de mennesker man har i sit liv.
Man kan godt sætte sine grænser og stadig gå på kompromis. Stadig gøre andre en tjeneste, bruge en aften på venindens hjertesorg, se Ringenes Herre med kæresten, tage med til Tante Tuts 80 års-dag og alt muligt andet, selvom om det ikke lige står øverst på “hvad har jeg lyst til lige nu-listen”.
Alle de små hverdagsting, som gør, at vi kan indgå i et fællesskab, og at vi er rare for andre at være sammen med. Jeg tror ikke, det er der, vi skal blokke bremsen og sætte ind med grænser, mavefornemmelser m.m.
Der skal vi op i de højere lag – til de vigtige ting her i livet; Hvordan vil jeg være som ven, mor, kollega, kæreste og hvordan ønsker jeg samværet med mine forskellige relationer skal være? Det er i disse store ting/spørgsmål i livet, at vi får den fulde effekt af at lytte til os selv, følge vore mavefornemmelser og sætte vore grænser.
Certificeret Coach
og NLP Practitioner
Sanne Aborg Nielsen
Hvad mener du? Kender du også dette med at følge sine mavefornemmelser kontra at lytte til andre? Hvordan forener du dem? Skriv en kommentar…
Se også:
